Anu Bakshi, stifteren af projekt Why indledte besøget med at fortælle om, hvordan projekt Why blev skabt. Efter en opvækst i Europa som datter af indiske diplomater, følte Anu, at hun skyldte at betale Indien tilbage for sin priviligerede baggrund. Da hun kom tilbage til Indien, så hun de ekstreme kontraster mellem rig og fattig, og fik interesse for at gøre noget for de allerfattigste. Jo mere hun oplevede af fattigdom og menneskers urimelige vilkår, jo flere spørgsmål meldte der sig om det indiske samfund – deraf navnet ‘Project Why’. Anu Bakshi møder os på trappen til en ramponeret ejendom, hvor noget af projektets undervisning finder sted. Hendes entusiasme og tro på projektet overdøver stanken og larmen fra gaden. Hun fortæller om sit mål med projektet, hvis nyeste tiltag (inspireret af den meget omtalte voldtægtssag i New Delhi) er at undervise lærerne i, hvordan de kan tale med børnene om seksuelle emner, der ellers er tabu i Indien. Det overordnede formål er at skabe større ligeværdighed mellem kønnene for dermed at mindske risikoen for seksuelle overgreb. På rundvisningen møder vi smilende og søde børn på 2-6 år, der lærer at tælle på engelsk gennem bevægelse og leg. Vi møder også ældre elever med psykiske og fysiske handicap, der danser for os og med os. Derefter gik turen til udkanten af Okhla, som er Delhis største slumkvarter. Her stinker det værre end nogen andre steder, vi har besøgt, og trøstesløsheden er altomfattende. Herinde midt mellem blikskurene og teltene gemmer der sig et lille muret hus, hvor endnu en del af projekt Why holder til. Endnu en gang ser vi glade og dygtige børn, der laver matematik og skriver selvportrætter. En 10-årig pige skriver f.eks.: I live in Okhla phase one. I have a sister. I am a good girl. Synet af slumkvarteret brænder sig fast på nethinden, og man forlader projektet med næsegrus beundring for de frivilliges arbejde, men også med et ‘why’: hvorfor skal god undervisning være baseret på velgørenhed? Hvorfor kan den indiske stat ikke gøre mere for at afhjælpe deres store fattigdomsproblem?

Anna Henneberg og Ida Nilsson

siger læreren, og mens hun viser et billede af en elefant, siger børnene nogle uforståelige lyde i munden på hinanden og gestikulerer den velkendte snabel med armene. Børnene er døvstumme og elever på Amar Jyoti instituttet – en skole for handicappede børn i New Delhi.

Og netop sådan begyndte vores meget indholdsrige dag i dag, torsdag den 10. januar – med en rundvisning på denne skole, hvor børn både med og uden handicap går. Desværre var der ikke så mange børn på skolen, for deres juleferie er blevet forlænget til på mandag pga. kulden(!) Ikke desto mindre så vi mange af de værksteder, hvor de arbejder – bl.a. et smykkeværksted, et snedkerværksted og køkkenet, hvor de bager småkager, pizza og hvad de ellers har lyst til. Derudover blev vi vist rundt på hospitalfløjen med bla. fysioterapi- og ergoterapirum og en lille operationsstue.

Der var en åbenlys stolthed over det enorme arbejde instituttet gør for og med børnene og det med rette! Vi fornemmede en fantastisk atmosfære overalt. Mange af de frivillige blev kærligt kaldt ”very senior” – netop fordi de havde været tilknyttet instituttet i mange år – ovenikøbet efter at de var gået på pension fra deres almindelige job.

Gæstfriheden var stor og det på trods af at de havde besøg af ingen ringere end socialministeren fra Mauritius, som under en meget formel lysceremoni underskrev en samarbejdsaftale – en memorandum of understanding med Amar Jyoti. Børnene optrådte med meget smukke, og imponerede danse i farvestrålende kostumer til moderne rytmer. Vi sad alle med åben mund og undrede os over, hvordan en lille pige uden arme kunne bevæge sig og danse, som hun gjorde og hvor sikkert et par drenge deltog i dansen i deres kørestole. Der var ingen tvivl om, at de motiverede og opmuntrede deres elever på det niveau de nu var. Inkluderende pædagogik i høj grad.

Fra instituttet kørte vi et smut forbi Raj Ghat, et mindesmærke for Mahatma Ghandi, hvor han mindes med evig ild og derfra videre til endnu et projekt ”Salaam Baalak Trust”. Her viste drengen Iqbal på 19 os lidt rundt i et slumkvarter og fortalte os om det arbejde Salaam Baalak gør for børn, der af forskellige årsager (som oftest pga misbrug) bor på gaden. Iqbaal viste sig at være en spøjs dreng med en fantastisk ironisk humor – fx var hans kommentar til min bemærkning om deres meget alternative og yderst farlige elektriske ledninger, at de da selv synes det var ”lovely”.

Salaam Baalak giver børnene en hverdag på et shelter, så de kommer væk fra gaden, organisationen forsøger at finde børnenes familie, hvis de selv er interesserede i det, og de får børnene i gang med en uddannelse. Kort sagt giver de gadebørnene et liv væk fra det ekstremt hårde liv på gaden.

Iqbal tog os med hen på et drenge-shelter, hvor 20-30 drenge i alderen mellem 5 og 12-13 år legede på taget. De ville gerne hilse på os, men var også generte og sprogbarrieren gjorde det lidt akavet at kommunikere. Men det var rørende at se drengene være drenge – slås, løbe rundt, spille og lege, når man tænker på den skæbne de kom fra: limsnifferi, tyveri, ja ren overlevelse dag for dag.

Det, der også gjorde stort indtryk på os alle, var da Iqbal fortalte sin egen personlige historie, om hvordan han som 4-årig kom til Delhi, fordi han flygtede fra sin onkel og tante, der misbrugte ham fysisk bla. ved dagligt at tæske ham og komme chili i hans øjne. På gaden levede han i en periode af at fylde vandflasker og sælge i togene, men en dag i frygt for at blive opdaget af en billetkontrollør hoppede han af toget og slog sig selv halvt ihjel. Heldigvis blev han hjulpet på hospitalet, hvor han var indlagt i over et halvt år. Nu arbejder han for Salaam Balaak, som har hjulpet ham i gang med et selvstændigt liv og tilmed en uddannelse og hans drøm var eget firma: ”because I like to be a leader and tell people what to do”, sagde han med det efterhånden velkendte ironiske blik i øjet.

For det ikke er løgn, sluttede vi dagen af med indisk fast-food og en tur i en cykelrickshaw – i de små snævre gader, hvor to cykler ikke kan passere hinanden – og så gør det alligevel(!) og på stor vej med dyttende busser, taxier, biler, motorcykler lige imod og omkring en.

Jo – en vanvittig og skæg køretur som afslutning på en rørende og indholdsrig dag.

Mette Stangerup

Tirsdag d. 8. januar

Efter en meget tidlig start på dagen med afgang fra Pushkar kl. 6 og morgenmad i bussen kørte vi tilbage til Jaipur, hvor vi skulle besøge den private skole St. Xavier’s High School.
Vi blev modtaget af skolens rektor Father John Ravi og fik skolen præsenteret.
Skolen ligger midt i Jaipur, men er omgivet af et imponerende idrætsanlæg og masser af plads og grønne områder. Der err i alt 3800 elever på skolen fra primary school (med skolestart ved 5 1/2 år) til senior secondary school (afsluttende i 16-17-års alderen). Skolen har eksisteret siden 1945, er velholdt og efter indiske forhold meget veludstyret, og den drives af jesuitter med et tydeligt moralsk kodeks for skolens virke: et af skolens mål er f.eks. “to help students become loving persons”. Skolen har fire mål for elevernes udvikling: Open to growth, intellectually competent, religious and loving.
Trods forskellene er der også ligheder med Gefions mål om at skabe studiekompetente, interkulturelt kompetente og demokratisk kompetente elever.
Skolen bygger på religiøs tolerance, og der er mange religioner repræsenteret blandt eleverne.
10 % af skolens elever tages ind blandt de fattigste grupper i samfundet og gives stipendier med meget lav egenbetaling. De øvrige elever kommer fra mere velstillede familier i Jaipur-området. Betalingen ligger på ca. 25.000 rupees årligt (ca. 2500 kr.), hvilket i følge Father John Ravi ikke er meget på privatskoleniveau; der findes skoler, hvis mål er at tjene penge, og som er væsentligt dyrere.
I Indien er der skolepligt i alderen 6 til 14 år, men på St. Xavier’s fortsætter langt de fleste elever, til de er færdige med senior secondary school.

Efter præsentationen af skolen havde vi en god dialog med ca. 20 tilstedeværende indiske lærere plus rektor og vicerektor. De indiske lærere udviste meget stor interesse for at høre om danske forhold og om Gefion, og der blev udvekslet holdninger og information om alt fra dagligdagens opbygning over curriculum og pensum til synet på lærerrollen. Mange af de tilstedeværende lærere underviste i grundskolen. De havde ekstraordinært ikke elever, fordi staten har bevilget ekstra vinterferie for alle skolebørn op til secondary school pga. den ekstremt kolde vinter.
Vi fik også mulighed for at overvære undervisning i nogle klasser. Der er omkring 50 elever i klasserne, og disciplinen er høj uden at være skræmmende. Vi så ikke meget elevaktiverende undervisning, men mødte mange kvikke elever, der virkede glade for at gå i skole. Engelsk-kundskaberne er meget gode.
Herefter blev vi vist rundt på campus, hvor ikke mindst skolens idrætsfaciliteter med bl.a. svømmestadion blev beundret. Samtidig aftalte et par stykker af os at indgå et fremtidigt samarbejde mellem skolen og Gefion med henblik på elevudveksling, men i første omgang med genbesøg af indiske lærere og ledelse på Gefion, sandsynligvis til maj.
Skolebesøget var en stor og god oplevelse, og vi tror på, at det kan blive en spændende mulighed for Gefion på længere sigt at have denne skole som partner.

Efter skolebesøget satte vi kursen mod Agra, hvor vi skulle overnatte. Busture i Indien kan være meget lange i totalt umulig trafik trods relativt korte afstande, og denne tur var ingen undtagelse. Udbyttet af dagen var dog rigtig stort.

Birgitte Vedersø

Besøg på en skole

For en gang skyld havde vi god †id her til morgen. Vi fik morgenmad på  vores efter indiske  forhold luksushotel. Morgenmaden var dog ikke luksus, men dog ok. Allerede fra morgenstunden af var det dejligt solskin og temperaturen nåede i solen hurtigt op over de 20 grader. Kl. 10 besøgte vi en religiøs privat folkeskole.  Det var en pigeskole. De var søde og ordentlige. De havde tilsyneladende ingen bøger, men skrev ned hvad læreren sagde. De havde mange samfundsfaglige timer, men også en time om moral og så selvfølgelig om litteratur. Lokalerne var små men dog med træstole. De fik betaling for vores besøg.

Kamelridning

Hen på eftermiddagen var vi  på kamalsafari. Det var sjovt, men også lidt frygtindgydende, når de rejste sig. De rejser sig først med bagbenene og man bliver kastet forover, hvis man ikke læner sig kraftigt bagover. Det havde vi meget sjov ud af – især bagefter. Men også en oplevelse vi nødigt ville have været foruden.

Men hvor bliver det dog koldt om aftenen og natten.

Men alt i alt en dejlig dag.

De kærligste hilsner

Bjørn Elm

Vi lagde ud fra hotellet i Jaipur kl. 08.30 til et længere dagsprogram.

Første stop var Amber Fort, som er et palads fra midten af 1500-tallet, hvor maharajaherne havde deres residens.

Turen op til paladset foregik på elefantryg. I den indre paladsgård er der en åben bygning, hvor maharajaerne gav audiens. Længere end hertil kom almindelige folk ikke. Men vi særligt udvalgte fra Gefion Gymnasium fik adgang til spejlsalen. Det var en halvåben bygning, hvor ornamentikken bl.a. var brudstykker af spejle, der strålede som juveler.

Spændende var også haremmet, hvor maharajaens hustruer opholdt sig i ledige stunder.

Turen førte os videre til Jantar Mantar-observatoriet, som en astronomiinteresseret maharaja lod bygge i 1728. Observatoriet havde både astronomiske- og astrologiske formål, som Birgitte H. og Niels gjorde glimrende rede for.

Næste stop var Jaipur City Palace, som marajahen grundlagde i 1727, da der var vandmangel på Amber Fort. Her så vi bl.a. maharajaens audienssal og gården med de fire porte, der symbolsk skulle repræsentere de fire årstider. Vi noterede os især påfugleporten.

Ved udgangen fra paladset sad en lokal slangetæmmer, som fremviste et nervepirrende skue i form af en dansende og huggende kobra.

Efter lidt vådt og tørt som en sen frokost, var vi parate til Bollywoodfilmen efter en introduktion til genren ved Mette, Therese og Anne. Filmen blev set i en biograf, der med sin sukkersøde arkitektur understregede Bollywoodfilmens atmosfære. At gå i biografen i Indien er meget anderledes end i Danmark: Publikum lever betydeligt mere med i form af tilråb og højlydt hujen.

Vor anden dag i Indien gav os således et betydeligt mere differentieret billede end førstedagens 10-timers lange bustur.

Leif Calundann og Kirsten Østergaard

Vi skulle flyve til Indien med Finnair, så vi skulle lige lave en mellemlanding i Helsinki før den videre færd. Vi vidste at vi havde 45 min. til at skifte fly. I Lufthavnen i København blev vi forsinkede med 35 min. Nå, men vi nåede nu Helsinki tids nok. Og vi kom da til Delhi – kl. ca. 6 om morgenen. Det så meget tåget ud – men det kunne nu også være smog. Og temperaturen var 3 grader. Vi havde set frem til at det var lidt varmere. Uden for lufthavnen i New Delhi blev vi hentet af en bus. Ikke en af de moderne med aircondition (ud over det som vi fik gennem utætte vinduer og desuden var affjedringen ret stiv). Vi kunne mærke alle bump i vejen.
Det hjalp dog lidt på humøret da solen tittede frem ved 12-tiden og da vi også fik en fin frokost i baghaven til en cafe blev humøret højt. Men vi nåede først vores hotel kl. 17. Så vi havde siddet på vores flade i 24 timer. Før aftensmaden var vi lige en tur rundt i Jaipur – en både beskidt men også smuk by. .Et par hårde dage, men det blev lettet ved at være sammen med så mange gode kolleger.
Bjørn Elm

I morgen går turen så via Helsinki til New Delhi.

Vi vil prøve at skrive her på siden dagligt – hvis internetforbindelsen er der